Stor fremgang i Sønderborg Lufthavn
Der er relativt megen aktivitet hos Sønderborg Lufthavn, hvor der bliver bygget på passagerfremgangen, imens moderniseringsprocessen i lufthavnen skrider frem som planlagt. Opgradering af den tekniske infrastruktur ved selve planen er ved at være færdig, og til vinter og foråret påbegyndes arbejdet omkring selve lufthavnen.
Fire arkitektvirksomheder er indbudt til at være med i lufthavnens arkitektkonkurrence, og fristen til at indlevere deres idéer for den fremtidige lufthavns udformning er primo november 2024. Offentliggørelsen af det vindende arkitektforslag forventes at ske omkring årsskiftet.
”Passagervæksten skyldes fremgang i ruten imellem Sønderborg og København, samt en vækst i charteraktivitet. Udover Alsie Express, som primært flyver imellem Sønderborg og København, så har tyske Neubauer Reisen, rekordhøj aktivitet i form af direkte charterflyvninger med deres Airbus 320 fra Sønderborg til sydeuropæiske destinationer”, siger Jákup Sverri Kass, direktør for Sønderborg Lufthavn.
Og Sønderborg Lufthavn forventer yderligere aktiviteter i 2025, hvor lufthavnen håber på endnu flere charterflyvninger direkte fra Sønderborg til sydlige og vestlige destinationer.
”Vi har ambitioner om at udvide vores ”catchmentarea” til i større grad at omfatte Nordtyskland og hele vejen til Odense. For at det skal lykkes, så skal vi kunne tilbyde de rigtige destinationer, til den rigtige pris, og det arbejde er i gang”, siger direktøren til slut.